søndag den 23. januar 2011

4. "Børnene" af Ida Jessen


4. "Børnene" af Ida Jessen

Fra Berlingeske:

I sin 6-stjernede anmeldelse skrev Berlingske Tidendes prosa-anmelder, Mai Misfeldt:

I »Børnene« er det en kvinde, der kommer til byen Hvium i Himmerland. Hun hedder Solvej og indtil for et år siden har hun levet sammen med Morten, med hvem hun har datteren Christiane. Men en pludselig og besættende og umulig forelskelse gør det nødvendigt for hende at forlade manden og for en periode også datteren. 1-2-3 så flytter eksmanden og barnet fra Sjælland til Hvium i Jylland, over til hans nye kone. Hvis Solvej vil bevare kontakten til barnet, må hun flytte efter.

En mørk nytårsnat ankommer hun så til et koldt hus i skoven ved Hvium. Fuld af sorg over kærlighed, der ikke lykkes og ikke mindst tung af skyld over det svigt, hun har påført datteren. Hun har jo bare villet gøre det rigtige.

Men som Christiane vokser til, vokser også hendes anklage mod moren: Hvorfor forlod du mig? Her er vi ved romanens kerne: At gøre det rigtige. Det er det, vi alle prøver på, både når vi bliver sammen, og når vi bliver skilt. Som om der var et endeligt svar, kæmper vi med selvransagelser og skyld. For hvad var det rigtige? Ingen kan jo se klart frem, når man står i nutidens mørke skov, og både skal tage hensyn til sig selv og sine nære. Men skylden og skammen den skal man leve med.

Jeg tror aldrig, Ida Jessen har skrevet mere tæt på sine personer end her. Hun formår at skrive kvindefigurer frem, som både er elskelige, varme og sårbare og samtidig egoistiske møgkællinger. De går i seng med de forkerte, fordi begæret er en væsentlig drivkraft i mennesket, de skælder ud, når de burde tie, de siger et og gør noget andet, fordi de heller ikke kan gennemskue mønstret i deres liv ( og hvem kan det?). De vil jo gerne det gode, men én ting er at ville, en anden at gøre, en helt tredje at gennemskue hvad det gode er.

Det er så vel udført en roman, at man får lyst til at klappe, når man lukker bogen. Samtidig med at alt naturligvis ikke er lukket og forklaret, for sådan er hverken den gode roman eller livet. Tingene går aldrig op.”


"Børnene" er sidste del af Hvium-triologien. Jeg havde meget høje forventninger til de to første, både fordi jeg har været så glad for blandt andet Ida Jessens "Vandpaladset", og fordi bøgerne havde fået sådan en flot modtagelse. "Den der lyver" var bedre end nr. 2, syntes dog nr. 1 mindede for meget om "Hændelser ved vand", som jeg finder klart bedre. Jeg synes ikke helt, Ida Jessen havde det psykologiske på plads i de to første bøger.

Har ventet længe med at læse "Børnene" - ville så gerne blive positivt overrasket. Det blev jeg. Især i bogens første del er bogens hovedperson meget stærkt beskrevet. I bogens sidste del er der for mange tråde, der skal samles op fra de sidste bøger, og man er ikke længere inde under huden på personerne, som i første del. Ærgerligt. "Børnene" er klart den bedste af de 3 bøger. Glæder mig til, at Ida Jessen tør bevæge sig hele vejen ind i menneskets skyggesider - det bliver godt.

Hvium-triologien er udmærket ferielæsning, men den helt fantastiske modtagelse den har fået, er efter min mening noget overdrevet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar