tirsdag den 24. maj 2011

19. "Darling River" af Sara Stridsberg


19. "Darling River" af Sara Stridsberg

Fra Politiken:
»Gud skærer en dyb ridse mellem hendes ben og kaster hende ned i verden og lader hende storme frem mod sin skæbne«. Sådan står der et sted i ’Darling River’, Sara Stridsbergs Doloresvariationer over Vladimir Nabokovs mesterværk ’Lolita’.

Som citatet antyder, er kvindens skæbne ikke misundelsesværdig. På grund af den fordømte sprække, også kaldet sår eller skår, mellem hendes ben.

Alt, hvad der har med den at gøre – det være sig blodet, seksualiteten, samlejet og den deraf resulterende barnefødsel og siden forholdet mor og barn, er skæbne-svangert med ulykke, sygdom og død som følge af den ubønhørlige biologi.

Samfundsskabte kønsroller står tilsyneladende ikke højt på forfatteren Stridsbergs liste over problemer; ikke eksplicit, i hvert fald.

I ’Drømmefakultetet’ – om Valerie Solanas, kunstneren, der ikke blev berømt som kunstner, men på grund af sit attentat mod Andy Warhol – som Stridsberg fortjent fik Nordisk råds litteraturpris for i 2007, var temaet nogenlunde det samme: uhåndterligt køn, forceret fysisk forfald, mistede mødre og fremmede mænd.

I ’Drømmefakultetet’ var der også kunstnerkvaler; de er fraværende i ’Darling River’. Og ’kvaler’ er måske et for letkøbt ord til den dybe utilpassethed og udsathed, Stridsbergs personer oplever.

Tumor som en sommerfugl
Måske kan man knap kalde dem personer, for den betegnelse indebærer en helhed, man ikke opnår i Stridsbergs univers. Nutidens Dolores i ’Darling River’ drømmer, forestiller sig, indbilder sig mere end oplever, måske fordi hun har et uhelbredeligt dårligt syn på grund af en tumor af form som en (nabokovsk) sommerfugl.

»En tidligere version af mig, der er blevet hængende derinde, indespærret, skrigende, en skygge, der altid vil følge mig«.

’Darling River’ er opdelt i fem dele: Skæbnen, Tiden, Spejlet, Sygdommen og Ensomheden. I hver af dem gentages fire kapitelnavne, og under dem følger vi nutidens Dolores, kaldet Lo; hendes forsvundne mor; den fra Nabokov arvede Dolores (Lolita) og en mand og en hunabe i Jardin des Plantes.

Dertil fire små encyklopædier. I den om fotografiet står under ’Jagten på en sommerfugl’: »Sommetider fanges et hundyr på flugt i billedet, et rådyr eller en ung hjort«. Der er ikke megen tvivl om hunbarnets placering i Stridsbergs fødekæde.

Ildevarslende navn til en pige
Et hurtigt opslag i den rige sekundærlitteratur om ’Lolita’ vil minde om, at hun døde i barselsseng juledag 1952. I kapitlerne ’Den dødes bog’ følger vi hende og ægtemanden, Korea-veteranen Richard Schiller, i tiden op til den fatale nedkomst. Stridsbergs Dolores overlever i modsætning til Nabokovs.

Tidligt i bogen siger hun: »Dolores er et ildevarslende navn til en pige Jeg foretrækker Lo. Indtil jeg fyldte sytten, troede jeg at jeg ville dø ligesom hende, Dolores Haze, flænset i barselsmerte. At jeg overlevede, gjorde mig mere forvirret end lettet. Jeg fortsatte med at vågne og spise og trække vejret, men jeg havde mistet noget afgørende, instinktet til at overleve, driften til at bryde op og skabe mig mit eget liv«.

Moderen er en af de fra litteraturen så velkendte, der grundet egen ulykkelige utilpassethed forlader mand og barn med et uudslukkeligt savn. Hun optræder på forskellige lokaliteter i kapitlerne kaldet ’fra moderkortet’.

Grumt og smukt
Lo bliver kørt rundt om natten i en gammel Jaguar af sin arkitektfar, der måske, måske ikke, sætter ild til omegnens skove, voldtager og mishandler prostituerede og myrder børn.

Han skyder huller i moderens tøj, som er udspændt mellem træerne, og: »Min far kunne lide at påkøre skovens dyr. Med det skinnende karosseri sigtede han på ræve, kaniner og fugle, der prøvede at redde sig ind den brændende skov«.

Hun ønsker at tage deres plads og være »den lille fugl, der blev knust mod ruden, rådyrungen, der hvirvlede ud mellem baghjulene« og »de små vildhunde, der blev liggende midt på vejen, stadig levende og ventende på den næste bil, og den næste og den næste«. Grumt er det, men smukt skrevet.

Symbolpar og paralleller
Identifikationen med offeret, det maltrakterede og tilfangetagne, går igennem hele bogen, således også i de kapitler, der handler om en forkrampet ’videnskabsmand’, der med pervers omsorgsfuldhed holder en plaget hunabe i bur i Paris for at få den til at tegne.

Stridsberg gør konsekvent brug af symbolpar og paralleller, som enhver nogenlunde opvakt gymnasieklasse eller læseklub kan svælge i: buret og barnesengen, spædbarnet og sommerfuglen, hvidhed, kitler, lys og ild. Spejle spiller en stor rolle, ligesom Los dårlige øjne.

»Jeg burde have fået briller for længe siden, men min øjendefekt er alt for kompliceret til glaskorrektion« Den betyder også, at hun for altid opfatter anderledes end andre. »Det, jeg tolker som kærlighed, er i omverdenens øjne intet andet end vold og fjendtlighed«.

Dolores-figur
Lo – med rådne tænder, fedtet hud og snavset tøj – glemmer sig selv ved en flod, med kroppen halvt nede i mudret vand, hvor hun modtager anonyme elskere (også de perverst omsorgsfulde), som hun kalder brødre. Imens venter faderen ved bilen mellem træerne og henter hende bagefter.

Det er ham, der i sin ungdom var optaget af Nabokov og er ansvarlig for datterens navn, og han forsikrer hende, at navnet ikke er en skæbne, og at det vil gå hende godt. Det bliver læseren nu ikke overbevist om.

Man behøver måske ikke have læst ’Lolita’ for at læse ’Darling River’, men det er nok en fordel. Feministen Sara Stridsbergs indfaldsvinkel til Dolores-figuren er radikalt anderledes end den arkaisk maskuline, men æstetisk hypersensitive russiske adelsmands.

Litteratur på tårnhøjt niveau
Det er næppe for meget at sige, at Stridsberg laver et barn på Nabokov, og selv om det garanteret havde foruroliget ham, ville det også have smigret og indgydt ham professionel respekt.

Sara Stridsbergs Doloresvariationer er mere lyrik end epik; nogle af dens fragmenter er smukke og komprimerede som digte – og godt oversat. ’Darling River’ er litteratur på tårnhøjt niveau og hudløst som kønsmanifest.

Alligevel håber jeg, at Stridsbergs næste bog vil bringe større variation i udforskningen af kvindekønnets slagtehus og slagmark. Den slagmark, hun heroisk har indtaget med ’Drømmefakultetet’ og ’Darling River’.


Politiken gav "Darling River" 5 stjerner - jeg giver den tre. Den er på et højt plan, og jeg bliver tabt i sproget og drømmene. Men må medgive at jeg ikke har læst noget lignende. For en anderledes poetisk oplevelse skulle man måske kaste sig ud i bogen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar