tirsdag den 7. juni 2011

19. "Journal 64" af Jussi Adler-Olsen


19. "Journal 64" af Jussi Adler-Olsen

Fra Politiken
Efter en skandaløs aften med fatal afsløring forulykker ægteparret Rosen på vej hjem til deres lystgård.
Hustruen Nete overlever, hun, som var årsag til skandale og afsløring, beslutter sig imidlertid for at tage en grusom og fatal hævn. Hun er nemlig en af de mange misrøgtede landarbejderkvinder, som i 1950’erne blev anbragt på øen Sprogø, et såkaldt asyl for kvinder, hvor ondskab og tortur var synonymer for pædagogik og behandling.
I forvejen var Nete en samspilsramt skæbne, mobbet af jævnaldrende, forsømt af forældre og misbrugt i flere omgange af feje mænd. Men den rige enke sætter en lokkende og lumsk fælde op. Her i 1987 for at fælde terminalt den håndfuld mennesker, der var skyld i hendes misere.
Men i 2010 indhenter fortiden hendes plan. Hævnen er som bekendt en ret, der skal spises kold, kanske den dengang blev anrettet lidt for kvalm, for bitter smag og for varm udi konfrontationen med gustne fjender og gamle veninder.
’Journal 64’ er konkret historien om Netes snoede bane, hvorledes og hvorfor en række mennesker forsvandt selv samme sensommerdag i det Herrens og hævnens år 1987. Men Mørk har mange andre projekter på hånden.
Noget med en onkel, som døde under mystiske omstændigheder, et lig fundet med hans fingeraftryk, andre gamle skumle sager, hans kone vil skilles, hans peristaltik går agurk, og måske har hans nye kæreste en anden ved siden af. Og hvad gemmer der sig af racistiske rænker og bestialsk menneskesyn inde bag et nyt parti, der kalder sig ’Rene Linier’?
Så tak og velbekomme, der er masser af varme og kolde retter på Olsens overdådige krimibuffet og kroplatte.
Metaforiske skønhedspletter
Overvejende pendler ’Journal 64’ plotmæssigt mellem Netes udviklingshistorie, timer og hændelser hin skæbnesvangre dag i 87 og op til netop nu, sågar lidt fremme i fremtiden.
Intrigant og episk er historien et effektivt uægte barn af Greven af Monte Cristo og Ditte Menneskebarn. Rent ud sagt ikke altid lige smukt med sine mærkelige metaforiske skønhedspletter – »parkerede sit tandsæt i et forførisk smil« – og andre kluntede konstruktioner.
Dog, både Dumas og Nexø Andersen kunne også være rundhåndede med sproglige skrubtudser, floskler, stundom mere elefant end elegant.
Vi får også meget at vide om mænds tissevaner, peristaltiske observationer og omfanget af toiletbesøg på politistationen. Der er nu og da rigeligt med smør fra folkekomediens mejeri, saltet med replikskifter, der minder om gearkassen i en ældre traktor.
Men når det så er sagt, er ’Journal 64’ fremragende komponeret igennem de rigtigt mange lange sider.
En murstenskrimi, der vitterlig er original med egen særegen ramasjang, et gotisk grotesk rædselskabinet med hårrejsende passager af sublim spænding og melodramatisk sentimentalitet.
Trods megen diarre og lokumssnak med sin hæsblæsende opsætning, cut up-afslutninger, krydsklip mellem kapitler og eksorbitant overrumplende surrealistisk snoning i plottet, grundlæggende, grænseoverskridende og ganske på sin egen flamboyante facon har leveret et burlesk, hæsblæsende og brandspændende melodrama af international format.
5*****

Jeg var ikke så vild med nr. 3 - men jeg synes Olsen er tilbage igen i et godt spor. Olsen har noget med lukkede rum, men jeg synes ikke de er så søgte denne gang. Rigtig god krimi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar