torsdag den 6. oktober 2011

27: "Tilfælde" af Ronnie Andersen


27: "Tilfælde" af Ronnie Andersen

Fra JP:
Ronnie Andersen er en af de mest markante stemmer i ungdomslitteraturen i disse år. Han bryder de traditionelle ungdomslitterære rammer både form- og indholdsmæssigt og jonglerer frit med fortæller- og synsvinkelskift, filmiske virkemidler, og hvad har vi, samtidig med at han synes at have en fuldstændig uhindret adgang til et autentisk ungdomssprog og nærværende problemstillinger.

Det er temmelig enestående. Ronnie Andersen debuterede i 2008 med den fremragende ”Date med en engel” og afslutter med ”Tilfælde” sin trilogi om drenge fra forskellige samfundslag, der har det tilfælles, at de er på flugt fra noget.

Hvor drengene i de to første bøger tumler rundt med stoffer, kæreste- og familieproblemer i under- og middelklasse, er Jon i ”Tilfælde” mest på flugt fra sig selv.

Hans familie er kærlig, tryg og har masser af penge. Men Jon kan ikke rigtig mærke sig selv, eller vil måske ikke. Han gemmer sig under en hjelm, der skal beskytte ham, når han har et af sine narkoleptiske anfald.


Konstante modsætninger
Han lider af søvnløshed, men falder i søvn pludseligt og uden varsel. Et paradoks som så meget andet i Jons liv. Han lider af restless legs syndrome, men bevæger sig ikke rigtigt ud af stedet. Han tror på tilfældet, men søger sammenhængen. Han ønsker nærhed, men helst på afstand. Han er måske forelsket i Nadia, men på en venneagtig måde. Han er venner med Oliver, men måske på en ? forelsket måde?

Romanen kredser om Jons søgen efter sig selv, og som læser får man efterhånden lyst til at ruske i den unge fyr, der dasker omkring med sin hjelm og snakker mobilsk, hvor han lader mobiltelefonens ordbog oversætte far til får, søvne til sound og tissekone til fisselone.

Det sidste får han ikke meget af. Jon er tilskuer til sit eget liv: »Ret tit eller næsten altid står jeg i udkanten af skyggen og kigger på de andre«.

Jon gør det svært
Fra hver sin side forsøger Nadia og Oliver at nærme sig Jon, men han kan i bogstaveligste forstand ikke vælge side og forbliver i udkanten af skyggen.

Ronnie Andersen skriver fantastisk godt og med et sjældent sprogligt overskud og opfindsomhed. I ”Tilfælde” har han imidlertid gjort det svært for sig selv ved at vælge Jon som hovedperson.

Vi kommer ganske enkelt ikke helt under hjelmen på ham, hverken i første del af bogen, hvor Jon er jeg-fortæller, eller i sidste del, hvor en 3. personfortæller forsøger at få ham kringlet.

Det er modigt af forfatteren at lade Jon forblive så uforløst, som det er tilfældet, og også her bryder han med den traditionelle ungdomsromans ”snip snap snude, så er den identitetskrise ude”. Problemet er bare, at romanens projekt og drivkraft også forbliver lidt vagt.



Er nu igennem Ronnie Andersens triologi: Date med en engel, 6, Tilfælde. Er meget enig med anmelderen fra JP, man kommer ikke helt ind under hjelmen på hovedpersonen. Det er rigtig ærgerligt, da det gjorde vi i de to andre romaner - især Date med en engel. Jeg kedede mig faktisk lidt undervejs, egentlig rigtig interessante personer, men de bliver aldrig foldet helt ud. Bogen skal købes til Læringscentret fordi, den er en del af en triologi. Tilfælde bærer dog præg af, at den ikke kommer lige fra hjertet, som Date med en engel. Det er som om, at nu ridder vi på en bølge, og Tilfælde har mere været et skrivesprojekt end en historie, som simpelthen måtte skrives, fordi den bare pressede sig på. Synes faktisk også at al slangen bliver for meget - ved godt det siger noget om hovedpersonen, men det kunne have været gjort mere elegant. JP gav den 4 **** jeg må nøjes med 3***.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar