mandag den 21. november 2011

35. "Den som Fanden lytter til" af Anita Krumbach


35. "Den som Fanden lytter til" af Anita Krumbach

Fra Jyllandsposten
Anita Krumbach, der har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur og i 2009 romandebuterede med den fine, lille fortælling ”Et mærkeligt skib”, er aktuel med en roman så kort, at den genremæssigt med sin ekstremt stramme struktur kun akkurat kvalificerer sig som en roman. Men hvad ”Den som Fanden lytter til” mangler i omfang, har den til gengæld til hobe på indholdssiden.

Krumbach fortæller i et sprog, der på samme tid er lyrisk funklende og prosaisk nøgternt, den rørende og barske historie om pigen Vina, hvis hele tilværelse er mærket af en vinter, hvor ”det forfærdelige” sker med hendes bror, Johan.

Hvad der nøjagtig sker med drengen, præciseres aldrig i de kursiverede tilbageblik, men Johan er væk i ordets mest endegyldige forstand. Hændelsen har rystet Vinas familie i en sådan grad, at hver gang vinterkulden indtræffer, må den flytte for dermed at forsøge at flygte fra den smertelige erindring.

Midt i miseren står Vina, en lille pige, der forstår alt og intet, og er plaget af skyld over tabet af broderen.

Da Vina møder drengen Tejs, der er offer for en drengegruppes konsekvente overgreb, dannes der forsigtigt grobund for et tøbrud i Vinas diffuse sorg. Alt kan blive godt igen, opdager hun, »Hvis man gør noget farligt«.


Drama og følelser

Krumbachs intense lille børnethriller tager et eminent livtag med vores normale opfattelse af litteratur for børn og unge. Her er både drama og følelser, som børn og unge med rislen ned ad ryggen vil kunne nikke genkendende til, men Krumbach formidler i et formsprog, der så stringent bryder med enhver forventning, hvorfor det i udgangspunktet temmelig banale indhold løftes.

Hun benytter sig fermt af små, elegante greb, der næsten er umærkelige, men hvis effekt er larmende stor. F.eks. kaldes Vina og Johans forældre ved navn, Ketil og Adda, og ikke, som de fleste børn vel ville kalde dem, mor og far. Den fremmedgørende distance, som Vina føler i forhold til sine umiddelbare omgivelser, bliver dermed sprogligt så tyk, at den rammer læseren som et knytnæveslag i maven.

”Den som Fanden lytter til” anbefales ambitiøst til læsning i folkeskolens ældste klasser.

Herfra skal lyde en anbefaling af den lille tekst til alle og enhver, der har mod på en læseoplevelse, hvor der i hver sætning åbenbarer sig et væld af nuancer og perspektiver. Sjældent har en lille historie fyldt så meget. *****


Som jeg skrev i min omtale af "Veronika lyder som harmonika", så syntes jeg, at Anita Krumbachs "Et mærkeligt skib" var en perle. Jeg sammenlignede de to bøger, da de minder meget om hinanden i forhold til komposition, tomme pladser og stram struktur.

"Den som Fanden lytter til" er endnu en lille bog med stram komposition og mange tomme pladser.
Hovedpersonerne og deres familier i "Veronika ..." og "Den som F ..." flytter og flytter af forskellige årsager. De to piger har hver deres måde at tackle udfordringerne på. Vina i "Den som ..." har mest på spil, hendes bror er død, og familien er aldrig blevet den sammen. Anita Krumbach kan noget med stemninger, man er slet ikke i tvivl om Vinas families sorg. Jeg var momentvis grebet af Vina og hendes nye vens skæbner, fandt dog alle naturbeskrivelserne kedelige og lidt for påtagede. Ville personligt hellere have hørt mere om broren, familien, Tejs og Vina. Tomme pladser, stramt sprog og struktur kan være meget interessant i en undervisningssituation. I "Et mærkeligt skib" fungerede denne form blændende, men både i "Veronika ..." og "Den som fanden lytter til" bliver formen hæmmende for handlingen - formen går ud over indholdet, som synes for fattigt.
Hvis jeg skal anbefale en af de tre nævnte "romaner", ja, så er "Et mærkeligt skib" klart, klart den bedste. ***'

Ingen kommentarer:

Send en kommentar