søndag den 25. december 2011

41. "Det gør du ikke" af Jens Christian Grøndahl

Fra Berlingske:

Hvor godt kender de egentlig hinanden? Hvad er det egentlig, der binder dem til hinanden? Hvorfor har de valgt den tilværelse, de har - med hinanden? Kunne de have valgt anderledes - og hvordan havde tilværelsen så formet sig?
I Jens Christian Grøndahls nye roman »Det gør du ikke« er vi skiftevis inde i hovedet på den midaldrende, velbjærgede advokat David og på hans britisk-fødte kone Emma.
De har været gift i noget nær en menneskealder - er vokset sammen til en tæt enhed. De kender hinanden ud og ind - eller gør de nu også det? I hvert fald kommer deres indviklede symbiose under pres i den velplejede forstad nord for København.


Fundament rokkes
En række mindre begivenheder rokker i løbet af et par dage deres ordnede parforholds fundament. Ukendte gerningsmænd har malet et hagekors på parrets postkasse, hvilket konfronterer David med den jødiske baggrund, han ikke synes, det har været nødvendigt at bygge sit liv på: Almindelighed og ubestemmelighed frem for alt.
Den jødiske ungdomskæreste, som pludselig dukker op på banen efter mange år, sætter også gang i hans tanker om de til- og fravalg, han har foretaget gennem årene. Parrets kunststuderende datter præsenterer dem samtidig for sin pakistanske kæreste. Og endelig grubler Emma, der selv er kunstner, men aldrig rigtig har gjort en karriere ud af det, over, hvorvidt hun har fået det rette ud af sit liv.

Overbevisende stil
Hele denne lille, i virkeligheden ganske udramatiske midtvejskrise - hvis er vi, hvor hører vi egentlig til, hvem hører vi til? - skildrer Jens Christian Grøndahl aldeles overbevisende i sin 17. roman i en nærmest påtrængende ekvilibristisk »international« romanstil. Den højspændte følelsesseismograf, den omhyggelige og detaljerede registrering af skiftende sindsstemninger og usikkerheder - mellem ægtefællerne, mellem forældre og børn, mellem elskende - er finjusteret.
En smule kunstlet kan denne associative, tætvævede følelsesdvælen måske nok virke - vi ville blive sindssyge, hvis vores forholden os til den omverden, der registreres med fotografens præcision, og det, den hele tiden gør ved os, skulle verbaliseres og udlægges, som det sker inde under huden på Grøndahls figurer.
Men, for pokker, hvor kan han skrive lysende træfsikre billeder på tøvende sindsstemninger og krusende følelsesskift frem med en forståelse for, hvad det vil sige at være menneske, for psykologiens kompleksitet.
Og med elegante formuleringer, der forplanter den gennemtærende tjekhovske melankoli til læseren - med hele den bagage af intime usikkerheder og vakkelvorne selvbilleder, et midaldrende menneske bærer rundt på. Jo, vi er ensomme - men med samhørigheden med andre som eneste lindring.
Vi røber næppe for meget ved at sige, at de urolige efterårsdages skvulpen på åbent, psykologisk farvand trods alt ender i familiens trygge havn, der - efter alle usikkerhederne - viser sig at være målet for længslen.
*****

Jeg har læst Grøndahl siden den fremragende "Indian Summer" fra 1994. Er betaget af hans fantastiske sprog og menneskebeskrivelser. Blev lidt træt da jeg læste "Lucca" og "Hjertelyd". Måtte dog lige prøve igen med "Fire dage i marts", som er endnu en virkelig god bog fra Grøndahls hånd. "Det gør du ikke" er en meget smuk og intens historie. Min varmeste anbefaling. ****1/2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar