lørdag den 28. januar 2012

3. "Et ansigt til Emily" af Asta Emily Nordenhof

Jeg er ikke vild med "Et ansigt til Emily". Bogen mangler tyngde (og her tænkes ikke kun på de 89 sider), virker for tænkt, rører ikke selvom vi har med et tungt emne som uforløst kærlighed at gøre. Bogen er inddelt i 3 dele, jeg kan bedst lide den sidste del, fordi vi faktisk her kan mærke, at der er noget på spil. 
**


Også til en helt anden holdning ...
Fra Politiken:
På en virkelig spøjs måde er Asta Olivia Nordenhofs (f. 1988) debut et forsinket, drilsk svar på digteren Mikkel Thykiers fremstilling af den tavse, passive, lyttende kvinde i værket ’Daglig tale’ fra 2002.

Dengang, da Nordenhof var blot 14 år, iværksatte Mikkel Thykier en samtale mellem personerne Frederik og Emily hjemme på Frederiks seng. Eller rettere, Frederik talte. Og talte. Mens Emily tav. Og tav.

Vi ved strengt taget ikke, om Emily overhovedet var der, men vi ved, at Frederik forbandt hendes navn med den brillante amerikanske digterinde Emily Dickinson, der fik lov at passere stort set tavs og ubemærket i sin levetid. ’Daglig tale’ var udformet som en undersøgelse af intimitet og generthed, hvor ’intimitet’ også kan være navnet på en sprød, uoverstigelig afstand mellem kroppe og subjekter, og mellem begær og begærets objekt.

Denne gang er det Emily, der taler, hun får et ansigt, hun får både mund og mæle! Mens mændene omvendt gøres tavse – de er døde eller væk eller flygtige bipersoner, der ingen replikker får, højst dukker der et enkelt mandligt spøgelse op, hvis dagbog vi næsten får lov at læse lidt i og af.

Men Nordenhofs debut er gudskelov mere end et svar, der infantilt vender tingene på hovedet – først tavs kvinde, nu tavs mand; det er også en egenartet fortsættelse og udvidelse af Thykiers undersøgelse af intimitet, kærlighed og begær.

To kvinder og en kærlighedsroman
Formelt falder værket i tre dele, ’Italien nu’, ’Afrika 1976’ og ’Bornholm senere’. I ’Italien nu’ møder vi de to unge kvinder Emily og Rosa, Rosas far er død, og Emily elsker Daniel, som er væk, og gifter sig i stedet på skift med arkitekten, arkæologen, lægen og præsten, en række navnløse og anonyme mandefigurer. Rosa elsker Emily.

Den nye Asta, Asta Olivia Nordenhof, kommer til at svæve stærkt videre ud i verden
Denne skævt tumlende firkant af begær afløses af ’Afrika 1976’, hvor der i parentes står, at »(Rosa genskriver fars dagbog fra hans 21. år)«, det er med andre ord ikke selve faderens ord, vi møder, men Rosas muligvis stærkt omskrevne version af dem; denne fantomskrift gentages forskudt i ’Bornholm senere’, hvor Emily trodsigt selv skriver de brevsvar fra Daniel, som hun ikke ellers ville modtage; der står, igen i parentes, »(Emily får svar fra Daniel)«, men det er atter et iscenesat, omskrevet svar som svar på den andens tavshed og fravær.

Og dermed en produktion af intimitet, »Jeg har truffet en beslutning: jeg vil begynde at svare for dig. Det er vel så det nærmeste, jeg kan komme dig (?): At begynde at skrive i dit navn«. Rosa og Emily flytter sammen og bosætter sig på Bornholm. Vi har to aktive, stærke, forvirrede, interessante unge kvinder. Og en kærlighedsroman.

Varsom og umulig ømhed
Men på en anden måde end hos Barbara Cartland. Hér »kærtegnes tomrummene«, som det hedder, i udforskningen af intimitet som sitrende, skælvende afstand mellem legemerne, et tomrum, der nok kan være fysisk, men aldrig metafysisk (et sted nævnes tomrummet mellem Daniels fortænder som eksempel). Cartland sigter altid efter at eliminere tomrummet, der alene tænkes som en forhindring for sex og kærlighed, »han tog hende i sine stærke arme ...«.

Hvis ikke Emily længes efter at stikke sin tunge ind mellem Daniels fortænder, tænker hun, at »man kunne malke de fliser for varme/ lægge sit nøgne bryst mod dem og lade brystvorterne suge/ al varmen til sig/man kunne gå hen til sin elskede med sine nu glohede/ brystvorter/ og brænde to mærker på dennes øjenlåg«.

Intimitet som sår og brændemærkning. Et andet vigtigt aspekt af Nordenhofs fascinerende tekst er det, som Stephane Mallarmé kaldte for »tombeau«, altså en grav, at digtet kom til at fungere som en gravsten. Et sted siger fantomfaderen til Rosa:

»Far: Bob-bob, lille blomme-barn, jeg må sige, at du ikke er på niveau med dig selv, bedre held næste gang. Rosa: Mit forfatterskab skal ikke gå ud på at udødeliggøre dig. Far: Well, sorry to prove you wrong«.

Rosas ord kommer til at fungere som en »tombeau« over faderen, Emilys ord kommer til at fungere som en »tombeau« over den umulige kærlighed til den fraværende Daniel. Og ’Et ansigt til Emily’ er også en mærkeligt skært glad »tombeau« over kærligheden mellem Emily og Rosa, dens nærighed, dens bønner, dens raseri, dens varsomme og umulige ømhed.

Læs videre på bloggen
Der er en helt forrygende, finurlig egenart over denne debut, der stolt stiller sig ved siden af Rasmus á Rógvus ’Skuffen og skeden’ som årets anden og mest bemærkelsesværdige af slagsen.

Men suk. Jeg frygter, at alt for få lige nu vil læse dette ansigt, denne kærlighedsroman, denne grav, at den ikke kommer til at ligge under mange kærlige juletræer.

Imidlertid slår tanken mig ikke ned, for der er ikke den ringeste tvivl om, at den nye Asta, Asta Olivia Nordenhof, kommer til at svæve stærkt videre ud i verden, og så må resten bare hoppe på toget, når det allerede har kørt et stykke tid. Emily taler endelig – og Nordenhof selv skal nok skrive sig løs og videre, der er ingen fare for, at hun ikke får et ansigt.

Til slut: Bemærk, at historierne om Emily, Daniel og Rosa lever videre på Nordenhofs blog ’jegheddermitnavnmedversaler’, sådan at selve ’værket’ her er navnet på en tekst, der amourøst bevæger sig mellem blogudgave og trykt udgave, hvor grænsen mellem de to sfærer er næsten ophævet. *****



Ingen kommentarer:

Send en kommentar