søndag den 5. februar 2012

4. "Caribou Island" af David Vann


Meget intens, frysende fortælling om en familie i opløsning. Var imponeret over, hvor fint indblik vi får i de forskellige personer og deres opfattelse af den intense situation. Bogen tabte dog lidt kraft over midten, men klart læsværdig. ****


Fra Politiken:


At familien kan være skueplads for et sandt drama, er der ikke noget nyt i. Mange af livets største glæder og tragedier udspiller sig i dette lille samfund i samfundet.


Nu er der udkommet en ny roman om dette almene og på mange måder trivielle emne, David Vanns ’Caribou Island’, men hvilken en af slagsen! 

Det er en forrygende bog, der sætter ens egen hyggelige påskeferie med familien i relief. Kan der virkelig foregå en sådan krig (med eller uden våben!) i det, der på overfladen ligner en nogenlunde gennemsnitlig familie? Ja, må svaret desværre blive. Vi læser og hører ofte i dagspressen om dysfunktionelle familier med deraf afledte kranke familieskæbner.
Hans guidede tur gennem et kuldslået ægteskab og et nådesløst Alaska er ingen god reklame for nogen af delene. Det er den til gengæld for den gode litteratur
På flere områder kan Vann og hans projekt minde om en anden af tidens store amerikanske familieskildrere, Jonathan Franzen, der er aktuel med romanen ’Frihed’. De har familien som den centrale kampplads, og de har begge en aldeles suveræn sprogbeherskelse, der nærmest lader læseren flytte ind i deres familier – selv om man på en måde helst ville være fri. Og så står begrebet frihed centralt i begge romaner.
Hos Vann er friheden knyttet til landskabet, det vilde Alaska, hvor mennesker har valgt at slå sig ned som civilisatoriske pletter midt i en utæmmelig urverden. Men hvor Franzen ikke springer mange mellemregninger over og medtager den store historie uden om sine personer, skærer Vann ind til benet.

En intensiveret flugt
I centrum står ægteparret Gary og Irene. Gary er tidligere ph.d.-studerende på Berkeley, og egentlig forlod han og Irene kun Californien for at udforske Alaska et års tid. Eller sådan så det ud. I virkeligheden var det Garys flugt, som stadig er i fuld gang, ja, i virkeligheden intensiveres, årtier efter, da vi møder dem i romanen.

Børnene er flyttet hjemmefra, men bor stadig i nærheden og er leveringsdygtige i egne konflikter.
Sønnen Mark deler sin tid mellem at ryge pot og fange fisk, mens datteren Rhoda drømmer om at blive gift med sin noget ældre tandlægekæreste Jim, men med god grund tvivler på hans interesse. Rhoda er den eneste, der er ægte optaget af at holde sammen på familien.

Gary er mest optaget af sit eget projekt: at bygge og siden bebo en primitiv bjælkehytte på en lille ø, Caribou Island.

Sisyfos i vildmarken
Bygningen af bjælkehytten er fortællingens narrative motor. Det er Sisyfos i vildmarken. En for en bliver træstammerne møjsommeligt fragtet ud på øen, og for hver ny stamme, der bygges ovenpå, slås der paradoksalt nok en ny kile ind i det porøse ægteskab.
Da byggeriet efterhånden rejser sig, bliver der blot plads til ét, lille vindue i hytten
Imens er Irene hjemsøgt af en voldsom smerte i hovedet, noget lægevidenskaben ikke kan få hold på. Det er tilsyneladende ikke, som først antaget, bihulerne, den er gal med – meget tyder på, at det er en anden hule, Garys hule ude på Caribou Island, der er årsagen til et mentalt uvejr, der er ved at æde hende op indefra.

Hytten bliver et symbol på et ægteskab, der er ved at gå fuldstændig op i limningen. Træstammerne passer så dårligt sammen, at end ikke en høvl eller en omgang mørtel kan kitte byggeriet sammen.
Og da byggeriet efterhånden rejser sig, bliver der blot plads til ét, lille vindue i hytten. Den sidste rest af lys er ved at forsvinde i deres ægteskab. Og vinteren er over dem …

Poetisk oplevelse af brutalitet
Det kan lyde som en roman, der er lige så tung at komme igennem som en lang dag med mørke regnvejrsskyer over Alaska, men intet kunne være mere forkert.
Den er skrevet med et sensibelt og præcist registrerende blik for menneskers vaner og uvaner og med et sprog, der ironisk nok giver en poetisk oplevelse af en nærmest uhørt brutalitet mellem mennesker, der på papiret – her i form af ægteskabet – skulle forestille at holde af hinanden.

David Vann er født og opvokset i Alaska, men hans guidede tur gennem et kuldslået ægteskab og et nådesløst Alaska er ingen god reklame for nogen af delene. Det er den til gengæld for den gode litteratur.
*****


Ingen kommentarer:

Send en kommentar