mandag den 10. marts 2014

4. "Men" af Jesper Wung-Sung

Synes Tonny Vorm fra Information meget fint rammer min opfattelse af Jesper Wung-Sungs voksenroman "Men". Her er anmeldelsen i sin fulde længde:

Tilsyneladende har de intet lært. Godt og vel tyve år efter at deres bedste ven faldt fra toppen af Langelandsbroen og omkom i Storebælt, er de to mandlige hovedpersoner i Jesper Wung-Sungs nye roman MEN atter i frit fald.
Det gik ellers fint for Jon og Peter i mange år. Sådan da. Jon flyttede til København, hvor han blev gymnasielærer og fik en kæreste, mens Peter blev på Langeland og skabte sig et godt liv med udsigt til en tryg fremtid. Han blev håndværker, fik kone og barn og byggede selv familiens hus med douglasgulv og det hele.
Men nu har Jon forladt hovedstaden, han er nærmest stukket af fra det hele og vendt hjem til fødeøen. Her drikker han tæt, grubler og opsøger fortiden i et forsøg på at finde sig selv og ikke mindst regne ud, hvor meget skyld han havde i vennens død. Undervejs ramler han naturligvis ind i Peter, der står foran en skilsmisse, og hvis levebrød er truet af danskernes stålsatte fokus på at ignorere kvalitet og købe alt så billigt som overhovedet muligt.
Tynget af lige dele selvdestruktion og afmagt har både Jon og Peter svært ved at navigere i et samfund uden antydningen af fast forankrede moralske pejlemærker, og deres historie – fortalt ad to handlingsspor – giver et rystende billede af tidens fortabte mand og de vilkår, der har skabt ham.

Gør som far

Jesper Wung-Sung (født 1971) har længe været betragtet som en vores førende litterære mandeforskere. Det produktive forfatterskab, der blandt andet tæller novellesamlingerne To ryk og en aflevering (1998) og Mænd er fra Marstal (2007), kredser om den mandlige identitets kompleksitet og skrøbelighed, og er ofte båret af et realistisk anslag, der giver plads til både humor og hærg. Det gælder ogsåMEN, der hverken vil fordømme eller undskylde mænd, men derimod forstå dem.
Jon og Peter er en del af »den sidste store børnegeneration på Langeland«, som Jon udtrykker det, og i flere levende erindringsglimt får vi indtryk af en opvækst, hvor der ikke manglede meget andet end nærværende fædre. Jons far kunne ikke holde sig fra andre kvinder, mens Peters far blot var tilknappet og arbejdsom. Drengene finder i stedet hinanden i et univers af eventyr og vovemod, hvor specielt legen Fugleflugtslinjen bliver dyrket: »Vi kravlede over biler, forcerede plankeværk, løb gennem haver og over hustage. Tre drenges statement: Vi viger ikke uden om noget.«
Legen ender fatalt en nat på toppen af Langelandsbroen, da først Peter og siden Jon klarer udfordringen, mens deres ven falder i døden. Kunne de have forhindret tragedien? Sprang han måske selv? I så fald hvorfor? Jon har aldrig sluppet disse spørgsmål. Akkurat som sin far har han haft en affære, og tilbage på Langeland, må han erkende, at ikke blot i parforholdet, men i tilværelsen i det hele taget, har han måske levet på en løgn.
Også Peter har arvet sin fars træk. Han angriber derfor sine udfordringer med stoisk ro og handlekraft. Da vi første gang møder ham, er han på kollisionskurs med en flok østeuropæiske håndværkere. Ved et tidligere tilfælde er Peter blevet slået i ryggen med en jernstang, og det skal naturligvis hævnes. Men der er andet på spil. De billige østeuropæere har nemlig ikke blot gjort Peter arbejdsløs, men fjernet hele hans tilværelses fundament, i det der ikke længere er plads til de gamle håndværkerdyder, han mestrer.

Håndværker til pynt

Situationen bliver ikke bedre, da Peters kone flytter sammen med en anden mand og tager deres søn med sig. »Du er aldrig rigtig til stede, Peter,« siger hun, og det kan han kun give hende ret i. Af samme grund beslutter han sig for ikke at bebrejde andre noget længere, og i øvrigt rette ind efter hendes skilsmissekrav uden at brokke sig.
På væggen i restaurationen, hvor Peter og hans kone mødes for at ordne det praktiske omkring skilsmissen hænger det velkendte fotografi af håndværkerne, der spiser deres frokost på en svelle langt over New York. Peter nævner det ikke selv, men det er svært ikke at se det som en symbolsk påmindelse om, at den modige, mandhaftige håndværker, der passer jobbet uden at kny, ikke er faldet til jorden – men til gengæld kun er til pynt.
Sådan føler Peter sig i hvert fald uden job og familie, til pynt, bedaget og til overs, og spørgsmålet er, hvornår han følger sin natur og handler igen. Og kan Jon lade være med at følge sin natur og holde sig fra en af den slags affærer, der i sin tid måske var skyld i vennens død?
Jesper Wung-Sung har valgt at afvikle sit drama som en art apokalypse, hvor der i afsnittenes overskrifter tælles nedad – »Tolv uger før«, »Ti uger før« og så videre – hvilket underbygger vores formodning om, at noget på et tidspunkt trigger »trods og desperation«, som Jon udtrykker.
Udover at fungere som en uafrystelig skildring af den moderne mand – samt en fængende thriller – kan MEN snildt læses som en krads samtidsroman om en nation, der har kappet forbindelsen til de sunde værdier og nu svæver i frit fald mod det uvisse. Hvordan det ender, vil tiden vise, og hvordan det går Jon og Peter skal naturligvis ikke røbes her, hvor det blot skal slås fast, at Jesper Wung-Sun har skrevet en susende stærk og realistisk roman; MEN skriver sig sikkert ind i den stolte danske litteraturtradition for at skildre mænd, der begærer katastrofer, hærværk og død.
Uddrag af bogen vil også gøre sig godt i undervisningen i skolens ældste klasser. Læsere af Jesper Wung-Sungs værker vil genkende mange temaer: "Abraham/Isac", udkantsdanmark, ungdommens vovemod, venskaber, mænd.
Min allervarmeste anbefaling.
*****
Du kan læse mere om bogen her: http://www.wungsung.dk/Men.htm



Ingen kommentarer:

Send en kommentar